Sandheden om at få børn #part 1 - Blondetoner
Hverdagsglimt

Sandheden om at få børn #part 1

migogvigga

Hvordan holder vi mødre til det? og for den sags skyld også fædre? Det er ofte et af de spørgsmål jeg stiller mig selv.. Noget jeg ikke har jeg tænkt over før jeg blev mor, ja det siger vel lidt sig selv… Det er først efterfølgende man finder ud af, hvad det virkelig vil sige, at være nogens mor og have det fulde ansvar for et lille menneske. Mange af de forestillinger man gør sig inden man bliver forældre, de hænger altså ikke helt sammen med den virkelig verden.

I bund og grund så er det nok også bedst sån, for der er sgu ingen der frivilligt vil opgive sin nattesøvn, freden, roen og alt den tid man har til sig selv.. For i steden for, at stavre de samme 60 kvadratmeter tyndt med en skrigende unge på armen.. Man dealer ikke bare med en skrigende unge, men også med naboer, underboer, som er ved at blive tossede af alt det skrigeri, men hvad skal man stille op..

Man køre på reserverne og på mystisk vis overlever man det. Men der kan man (læs jeg), altså godt korse sig lidt over dem der er så heldige at få et “roligt” barn, med det mener jeg et barn der ikke græder det meste af sine vågne timer. Fuck hvor har jeg mange gange været helt vildt misundelig på de oveskuds-mødre, der kunne tage baby med på cafe og frem og tilbage til diverse arrangementer, mens jeg kæmpede for bare at komme igennem dagen. Mit højeste ønske var blot at få ro på mit barn.. Det gør meget hurtigt at man tvivler på sig selv og sine evner som mor, men hvis der er noget jeg har lært af det, så er det netop at man ikke må bebrejde sig selv, men bare erkende at det er en pisse hård periode at komme igennem og hele tiden tænke “det er blot en fase”

Der findes desværre ikke en slukknap, selvom det til tider ville have været skønt, når man går rundt på 6. time og ikke kan få ro på barnet. Så er det sagt og det er den barske sandhed for nogen.. Nu skal det ikke lyde som en skræmme kampgane og børn er jo også forskellige, men man er bare langt fra klar over, hvad man går ind til, før end man står i det. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men når jeg høre andre, så er det langt de fleste der får sig lidt af øjenåbner, når de står midt i det hele.

Det er bare ærgeligt hvis du trækker det korte strå og må acceptere et liv uden søvn og med et kollikbarn, men bare rolig det bliver bedre, det er i hvert fald, det man får af vide. Det kan bare være rigtig svært at tro på, når man står midt i det hele og tro mig, jeg har selv stået der og følt det hele bare var MEGA HÅRDT. Jeg kunne på ingen måde se lyset for enden af den ret så “skrigende” tunnel.  Nej, der kan i ikke bilde mig ind at nogen ville underskrive den kontrakt, hvis de vidste hvad de gik ind til på forhånd..

Men hvad jeg til gengæld tror på, så er det når folk siger man glemmer, man glemmer alt det hårde, alle de søvnløse nætte, dagene i zoombietilstand, hvor selv ikke den stærkeste kop kaffe kan rede dig.. Der hvor man netop er på vej ud af døren og finder ud af, at man har gylp ned af trøjen og mascaraen er et par dage gammel og ligger mest i klumper under øjnene og de dage hvor man mest af alt bare har lyst til at grave sig ned og ikke kigge frem før freden har lagt sig..

Pyha sådanne perioder tror jeg langt de fleste har oplevet, jeg vil faktisk vove og påstå, at alle forældre har været igennem sådanne perioder.. Hvis i møder nogle der ikke mener det til tider er hårdt og kun kan se det positive, så lyver det, så det sagt..;)

Der er så mange ting jeg først har tænkt over, efter jeg blev mor og rigtig mange scenarier hvor jeg har stået og været helt fortabt eller følt en vis form for afmagt. Jeg kunne fortsætte herfra og til jul med at skrive alle de ting ned jeg troede jeg vidste om det at blive forældre, men jeg tror jeg vil dele det lidt op i små bider. Langt de fleste af mine forestillinger har på ingen måde holdt stik. Jeg er blevet så meget klogere:)

Måske nogle af jer sidder med de samme tanker og kan nikke genkendende til ovenstående eksempel, eller måske i har nogle andre scenearier om det man tror vs. den virkelige verden, så del endelig ud.

Tak fordi i læse med og rigtig god weekend. Følg endelig med på nedenstående links hvis i har lyst..

Følg med på Facebook og Instagram

Facebookinstagram

Du vil måske også kunne lide

11 Kommentarer

  • Reply
    Julia
    oktober 30, 2015 at 9:16 pm

    Hej Camilla, jeg er endnu ikke mor men laver rigtig mange forestillinger om hvordan livet som mor bliver. Desværre har jeg rigtig svært ved, at se de hårde sider af livet som forældre, når jeg nu lever i konstant skrukkes. Selvfølgelig har jeg overvejelser om at det er hårdt, men tror desværre ikke jeg ved hvor hårdt det er, før jeg selv står i det. Et indlæg som din er kanon, og kan bekræfte mig i at jeg nok burde vente et par år. Et super indlæg. Gerne flere af dem. Kh Julia,

  • Reply
    Julia
    oktober 30, 2015 at 9:17 pm

    Hej Camilla, jeg er endnu ikke mor men laver rigtig mange forestillinger om hvordan livet som mor bliver. Desværre har jeg rigtig svært ved, at se de hårde sider af livet som forældre, når jeg nu lever i konstant skrukhed. Selvfølgelig har jeg overvejelser om at det er hårdt, men tror desværre ikke jeg ved hvor hårdt det er, før jeg selv står i det. Et indlæg som din er kanon, og kan bekræfte mig i at jeg nok burde vente et par år. Et super indlæg. Gerne flere af dem. Kh Julia,

    • Reply
      blonde toner
      oktober 30, 2015 at 9:26 pm

      Hej Julia,

      Uhh nu skal det jo ikke lyde som en skrækkampagne, men er glad for du kan lide indlægget og rent faktisk kan bruge det til noget.. Trods jeg skubber lidt til din skrukhed.. Jeg vil dog lige sige at jeg aldrog har fortrudt at få børn tidligt og det er det hele værd.. Jeg elsker at kunne være ind med mine børn.. Man skal bare være klar over at det er hårdt og for nogen meget hårdt dejligt du vil læse med.. Tak

  • Reply
    TroldensMor
    oktober 30, 2015 at 10:06 pm

    At få børn (barn, for mit vedkommende) har været det hårdeste, men også det fedeste og mest givende i mit liv! Det er netop søvnløse dage/uger/måneder, tider hvor man er ved at blive sindssyg af at høre på skrig og skrål, ligne noget katten har slæbt ind, glemt hvem man selv er og hvad man overhovedet hedder, glemt hvordan livet udenfor fortsætter og blevet nærmest skræmt til døde ved tanken om, at man på et tidspunkt både skal jonglere barn OG verden udenfor. Det er PISSEHÅRDT at blive forælder, men det er også det ultimativt FEDESTE man kan udsætte sig selv for. At opleve den ubetingede kærlighed, både at give og modtage den, at se hvordan noget man selv har skabt vokser sig større og mere og mere selvstændigt (og min er endda kun 2 år). Det er den vildeste rutsjetur, men fuck, hvor jeg håber at jeg kan få lov til at opleve den igen! Det er hårdt, men det er alle tårerne og frustrationerne værd!
    Så jeg synes ikke man skal være skræmt af forældreskabet, men man skal forberede sig på, at man ikke kan forberede sig på, hvad der venter. Det er nok det bedste råd jeg vil give videre. 🙂

    Læs med om mine oplevelser som studerende-single-mor på troldensmor.bloggersdelight.dk

    • Reply
      blonde toner
      oktober 31, 2015 at 1:22 pm

      Ja det er en mærkelig kombi, at noget kan vlre så mega hårdt, men samtidig så givende på alle punkter.. Jeg vil for alt i verden heller ikke være for uden mit liv som mor, men jeg må virkelig sige at jeg synes det er blevet langt sjovere og meget mere givdigt med tiden.. Da vi nu kan kommunikere og opleve ting sammen.. Tak fordi du deler dine tanker.. Det er skønt at her hvordan andre har det..

  • Reply
    Annemarie
    oktober 31, 2015 at 9:24 am

    Tak for det indlæg! Jeg kunne have skrevet det hele selv, ord for ord. Bortset fra at jeg står midt i det lige nu. Min søn er 3,5 måned, og jeg tænker mere og mere, at det aldrig stopper. Kolikken altså, og alt hvad der følger med….
    Hvornår stoppede det hos dig? Og var det pludseligt eller over en periode?

    • Reply
      blonde toner
      oktober 31, 2015 at 1:19 pm

      Ja altså det er svært at sætte en præcis dato, men der skete helt klart noget fra 6-9mdr og når de rundet det første år, så er det første milepæl kan man vel sige.. Det blev gradvist bedre.. Men når man er i det kan det være svært at se, det er lettere at se tilbage, når man er ovre på den anden side.. En masse positiv energi i jeres retning..

  • Reply
    Melissa
    oktober 31, 2015 at 10:06 pm

    Tak for et ærligt indlæg ☺
    Tror egentlig det hårdeste for mig har været ideen om det at blive forældre, som i min verden, nok også har været for lyserød. Det er det største i hele livet at få et barn og jeg har aldrig oplevet en større kærlighed, men samtidig er det også det der gjorde mig til verdens mest usikre person. Jeg havde i starten rigtig svært ved at sortere og nogle gange ignorere alle de råd der kommer fra andre, hvilket gjorde mig så forvirret og usikker, på min nye “rolle” som mor. Problemet med alle råd er at folk der giver dem tit har glemt hvordan det virkelig var og derfor ikke “maler” det rigtige billede for en nybagt og for mig som var meget usikker. Jeg har dog lært nu at stole på min egen mavefornemmelse og hvad jeg mærker på min datter, hvilket har hjulpet mig så meget. Så det jeg egentlig bare vil sige er at det netop er rigtigt som du skriver at vi blot alle skal være ærlige – om både de hårdeste og mest fantastiske perioder, når vi er være blevet forældre Tak for en god blog

    • Reply
      blonde toner
      november 4, 2015 at 7:39 pm

      Seæv tak…:) dejligt du læser med..

      Netop de følelser du beskriver tror jeg langt de fleste oplever inklusiv mig selv.. usikkerheden om ikke at være en god nok mor.. gør man det nu rigtig og hvad vil folk ikke tænke.. Den usikkerhed kommer der intet godt ud af, så det skal vi bare være bedre til at gemme væk og leve i nuet og gøre det så godt som vi kan, og vi gør allesammen tingene forskelligt og ike alle har nemme børn. der er en verden til forskel..

      Derudover har jeg selv lært rigtig meget af at være førstegangsmor, her anden gang har jeg været meget mere sikker og lyttet til mig selv og min egen mavefornemmelse og JA man glemmer hvor hårdt det er og alle de gode råd bliver pludselig så lyserøde og ikke probelmatiske.. Du gør da bare lige sådan.. bum, men nej det gør man ikke bare lige..

      Tak for de pæne ord og rigtig god aften.. skønt du vil dele din historie og opfattelse af det at blive forældre..

  • Reply
    Hanne Louise
    november 1, 2015 at 6:09 am

    Jeg sidder i det nu – altså, dvs. jeg sidder på en yogabold, bouncher op og ned, er vågen på 4. time og har ENDELIG fået min lille 8 uger gamle Mathias til at falde til ro. Sejr! (7-9-13!!)

    Det er befriende at læse dit indlæg. Det er en sjov størrelse, det at kunne spejle sig i andre og vide, at man er flere i samme båd. For hvor gør det alt lidt mere overskueligt at vide, at det rent faktisk er helt normalt at have et til tider ulykkeligt og utrøsteligt barn, nu når (de fleste af) ens veninder har pludrende-og-12-timers-sovende børn. Især når de pågældend veninder nævner, at de da lige har talt om, hvor meget (og højt) éns barn græder.

    Det er latterligt hårdt at undvære søvn, at ‘miste’ sig selv som man var inden graviditeten, at være ansvarlig for et lille menneske 24/7 og at tilsidesætte alle egne behov. Det er ikke fordi, at det ikke er det hele værd – naturligvis er det det, jeg er jo helt forgabt i min lille dreng – men det er den største ambivalente følelse i éns liv, at man har lyst til at være så meget sammen med sit lille vidunder som muligt, men samtidig slet ikke kan overskue det.

    Tak for dit indlæg – det gav mig ekstra skud energi her hen under morgenstunden – og hurra for os seje mødre, som mærker den hårde og svære side at det at være mor, men som stadig klarer det helt forrygende!

    • Reply
      blonde toner
      november 4, 2015 at 7:34 pm

      åhh jeg kan nikke genkendende til det med at sidde på en hoppende yogabold.. for filan det har jeg gjort mange timer.. og jeg har netop for et par måneder siden punkteret den, fordi jeg ikke magtede at kigge på den længere ha ha:P det kan man heldigvis altid grine af bag efter.. men i situationen er det fandme hårdt..

      Man oplever en kmpe rutchebanetur og oplever virkelig de helt store følelser og frustrationer… det hele kan virke så uoverskueligt og samtidig så fantastisk, mærkeligt, men sandt.. Nogle gange er det slet ikke til at fostå vi rent faktisk kommer over på den anden side..

      Tak fordi du læser med og deler din historie, det er netop det jeg elsker ved at blogge.. det er dialogen med jer på den anden side af skærmen.. så bliv endelig ved me det og husk at alle spørgsmål er velkommen.. rigtig god aften og dejligt du kan bruge indlægget..

    Skriv kommentar