Når man ønsker at være der og så alligevel ikke.. - Blondetoner
Hverdagsglimt

Når man ønsker at være der og så alligevel ikke..

image

Et meget ømtåleligt emme at komme ind på og der er ikke et endegyldigt svar på hvordan man bør føle eller agere. Sygdom er og bliver noget forfærdeligt noget det kan vi hurtigt blive enige om. Desværre er vi alle på den ene eller anden måde berørt i perioder i livet hvor det fylder, hverend det er os selv eller folk vi har nær.

Det har faktisk været en skøn lørdag med familie fødselsdag. Brunch og kage, præcis som jeg godt kan lide det. Vigga er ovre sine skoldkopper, det er stadig lidt sår tilbage, men ikke noget vildt og hvis ikke man viste hun lige havde haft det i udbrud, så ville man ikke gætte det..

God brunch, søde mennesker og god stemning er egentlig hvordan lørdagen startede, men pludselig blev stemningen en helt anden, da et familiemedlem vælger at smide en bombe, for det er hvad jeg vil kalde det. Bebrejdelser og store ord kommer ud i et væld, helt ud af det blå og det hele handler om at hvordan man bør være der ved sygdom.

Personligt blev jeg helt overrumlet og valgte at gå væk fra bordet. Jeg vil gå så langt som at sige, at det var totalt ude af kontekst og virkelig mangel på situationsfornemmelse. Det skal siges vi altså sidder flere familie samlet og det berører egentlig kun den ene del, så allerede der er det jo helt grotesk at begynde på en længere smørre og anklager og det hele vælter bare ud og bliver sagt med meget voldsomme ord. Jeg fik den der følelse af at maven snørre sig sammen og en tavshed breder sig i hele rummet.

Jeg vil ikke gå ned i en masse detaljer, men i grove træk, så handler det om et ældre familiemedlem på Jons side, der er ramt af demens i den grad, at der ikke længere er nogen kommunikation tilbage. En forfærdelig sygdom og jeg vil for alt i verden aldrig håbe jeg selv bliver ramt af lignende eller nogen andre for den sags skyld. Det føles som om man mister en person, men at de stadig er live. Den måde man ser et andet menneske går til, er dybt chokerende og så er der jeg tænker om personer der rammes af den slags ved hvad der foregår inderst inde, eller om de selv er slået helt ud og ikke aner hvad der foregår omkring dem..

Da jeg mødte Jon var personen ikke dement, men fra det blev konstateret, gik det stærkt og desværre kun en vej og ikke den positive. Dilemmaet går på, hvorvidt vi som familie besøger vedkommende med demens nok. En mega svær balancegang og folk har forskellige måder at takle sygdom på. Selv ved jeg udemærket hvad det vil sige at være tæt på folk der er kronisk syge og i den grad mister sig selv og pludselig ikke er den person de var engang.

I sådanne sygdomssituationer mener jeg ikke det nytter at pege fingre af andre, for det gør det hverken bedre eller værre og man er der hver i sær så meget det er muligt og tackler det forskelligt. Det er selvfølgelig meget individuelt hvordan man tackler sådanne situationer, men man skal træde varsomt, når det handler om at bebrejde andre. Det kan siges på mange måder og måske ikke i et åbent forum..

Sygdom er et ømtåleligt emne og nogen er måske mere tilstede end andre, men det kan også være hårdt at være pårørende og jeg må indrømme at det kan tage så hårdt på kræfterne at man kan have svært ved at leve sit eget liv, hvis man lader sig styre af et andet menneskes sygdom. Det lyder måske hårdt og kynisk, men sån er det ikke ment, jeg mener blot at man skal passe på sig selv og ikke lade sig kue af andres meninger og holdninger til hvordan man skal opføre sig eller hvor meget man skal være tilstede. Det handler om at mærke efter og være der på de præmisser man føler man selv kan stå inde for.

Jeg har selv prøvet at køre mig selv helt ned den gang min mor var syg og det gør man ikke lever sit liv selv.. Det gør faktisk lidt ondt inden i at tænke tilbage på og når man står der, så kan det være svært selv at se. Man bliver på en måde fanget i et spind og ligeså meget som man ønsker at være der for en person man elsker over alt på jorden, ligeså meget har man brug for lidt luft og for at få det hele lidt på afstand. Ingen bør leve i konstant frygt for hvad morgendagen bringer, eller med konstant dårlig samvittighed.. Det er okay at have det sån og jeg har selv mange gange under min mors sygdom sider med tanken om at jeg gerne ville være der, men så alligevel ikke.

Måske ikke noget man siger højt, men det gør jeg og jeg er ikke flov over at have tænkt sån, for jeg er kun et menneske, præcis som alle andre og det er begrænset hvor meget man kan rumme, før man selv bukker under. Det er ikke et spørgmål om kærlighed, men om at det kan være sindsyg svært at magte sygdom og accepten af at et andet menneske måske aldrig bliver rask igen.

Måske det hele kom lidt rodet ud, jeg ved det ikke. Jeg håber det gav mening og hvis i sider med en anden mening så er det også ok. Jeg vil lade det være ved det, selvom jeg kunne fortsætte i et væk, for det er noget der sidder i mig og noget jeg kan huske, som var det i går.. Del endelig jeres meninger og holdninger.

Følg med på Facebook og Instagram

Facebookinstagram

Du vil måske også kunne lide

1 kommentar

  • Reply
    Mette
    marts 5, 2016 at 9:43 pm

    Det handler i bund og grund om respekt for hinanden og de valg, som man træffer for sig selv og sin familie. Hvis du/I ikke har lyst, behov eller hvad man nu kan kalde det, jamen så er der ikke nogen, de skal vurdere eller dømme, at det er forkert. I skal gøre det, som føles rigtigt for jer.

  • Skriv kommentar