Hospitalsbesøg, HPV-bivirkninger og håb for fremtiden - Blondetoner
Hverdagsglimt

Hospitalsbesøg, HPV-bivirkninger og håb for fremtiden


Det er nu ved at være et par måneder siden jeg sidst var på hospitalet. Jeg er tilknyttet synkopecentret på Frederiksberg hospital, hvor de udelukkende har patienter der mistænkes for, at være ramt af bivirkninger efter den meget omtalte HPV vaccination. Jeg er desværre en af dem og selvom jeg føler mig hårdt ramt, så er jeg klar over der er mange piger der er ramt meget værre. Jeg har skrevet lidt om min situation i indlægget her og her og jeg har efterfølgende modtaget en del henvendelser fra piger/kvinder der lider af selv samme og alle med store frustrationer over ikke at vide hvad man skal stille op. Den her uvished omkring det hele? Og om det overhovedet er birvirkninger efter vaccinationen. Der er ingen der ved der, men en masse håbefulde kvinder inklusiv mig selv går med et håb om, at der en dag vil komme vished og en afklaring og ikke mindst at det er muligt at få mere hjælp end den der findes i dag. Der kommer nok ingen mirakelkur, men jo mere kendskab de får til alle disse bivirkninger, jo mere forskning og jo flere undersøgelser, jo større chance er der for at finde en sammenhæng og når man selv er mor til to små piger, så skal jeg da være ærlig og erkende at jeg pt ikke vil være meget for at lade mine piger vaccinerer, hvis det rent faktisk var i den alder og havde mulighed for det. Og det er udelukkende fordi jeg selv er så hårdt ramt, men igen så siges det jo at der er større risiko for at blive ramt af underlivskræft end der er chance for mam får bivirkningerne. Men for mig lyder det lidt ligesom at sige. Du kan vælge mellem pest eller kolera. Sådan sat op, sort på hvidt. Jeg ønsker ikke for nogen at opleve de symptomer jeg lever med til daglig og jeg håber fortsat de bliver meget klogere de kommmende år.  
Det sværeste for mig er at acceptere jeg har det som jeg har og at jeg blot må erkende det er sådan det fortsat vil være. Der er pt ingen udsigter til nogen form for behandling. Jeg bliver for at sige det mildt kastet lidt rundt i systemet og jeg tror efterhånden ikke der er den speciallæge jeg ikke har været til og helt uden nogen form for afklaring eller diagnose på noget. Jeg bebrejder ikke, eller giver nogen skylden, men jeg forbander det langt væk og er oprigtig ked af at jeg har det som jeg har i perioder. 
Det kan være særlig svært at fortælle det til omverdenen, for som skrevet tidligere så er der ingen diagnose at stille og derfor bliver det meget defust for folk, når jeg fortæller min historie og langt de fleste synes det er underligt og tror jo nærmest det er noget jeg blot forestiller mig. Derfor er det heller ikke noget jeg snakker ret meget om og i perioderne hvor det er rigtig hårdt, der undlader jeg blot at foretage mig det store og fokusere på mig selv. Men værst er det når det går ud over familien, min tid og overskud til mine piger. Det er hårdt når man må sige “mor har det ikke så godt, så mor ligger lige her” og det giver mig flashbacks til mine tidlige teenage år, hvor min egen mor var syg og så gør det mog lidt ængstlig og tankerne kan hurtigt løbe løbsk. For der er jo ikke noget jeg hellere vil end at være sammen med mine piger og være der for dem, men der er bare dage hvor jeg må sige fra og hvor Jon må være der for os begge. Det gør ondt i ens moderhjerte, det tror jeg langt de fleste mødre kan sætte sig ind i. Og så er der nok også noget i mig der frygter at jeg fejler noget mere alvorligt uden det er blevet opdaget. Sådan skal man ikke tænke, men det kan være svært at lade være. 
I dag var jeg så endnu engang til lægekonsultation, eller det vil sig da jeg mødte op stod jeg ikke i deres system og den læge jeg har været tilknyttet er ikke længere en del af deres lægeteam. GREAT, endnu engang ryger man rundt i systemet. Jeg kom dog til lægesamtale, men hos en læge der ikke har haft tid til at læse min journal, ikke kender mine symptomer og jeg gik der fra med flere alternative råd og endnu en henvisning til en speciallæge. Så forfra i trædemøllen og flere lægebesøg. Det er opslidende, men jeg er ved godt mod og så sker der heldigvis en masse gode ting i vores liv, som fjeren fokus på sygdom. 
Nu vil jeg hente pigerne hjem og nyder det skønne sensommervejr, det er jo helt fantastisk, glemme bekymringerne og frustrationerne for en stund og bare være mig. 

Følg med på Facebook og Instagram

Facebookinstagram

Du vil måske også kunne lide

2 Kommentarer

  • Reply
    Kirsten
    september 7, 2016 at 3:05 pm

    Hej, håber du finder en behandling
    Ellers tror jeg at alternativ behandling kan hjælpe, for eksempel kranio sakral terapi
    Held og lykke

    • Reply
      Camilla
      september 10, 2016 at 8:35 pm

      Ja der er mange forskellige former for alternativ behandling og det kan bestemt være vejen frem tak

    Skriv kommentar