Fødselsberetning uden filter "Kejsersnit, kaos og ud af kroppen følelse" - Blondetoner
Hverdagsglimt

Fødselsberetning uden filter “Kejsersnit, kaos og ud af kroppen følelse”

image

I går var det præcis 1 år siden jeg blev mor til to. Molly kom til verden ved planlagt kejsersnit, præcis som Vigga, men der var bare den lille forskel, at selve operationen ikke gik helt som planlagt, eller det vil sige operationen i sig selv forløb vel i bund og grund fint nok, Molly kom til verden om morgenen den. 10 december 2014, sund og rask. Hvad der ikke gik helt som planlagt, var mit ve og vel.

Jeg blev voldsomt utilpas allerede inden operationen skulle påbegynde. Til dem der ikke ved hvordan sån et kejsersnit foregår, så er det sån, at man kommer ind på operationsstuen og så er der et helt hold af læger og sygeplejesker og i langt de fleste tilfælde en jordmoder til stede. Jeg havde på det tidspunkt prøvet at få kejsersnit en gang før, nemlig et år forinden og derfor er man vel tilbøjelig til at tro, at det bare vil gå helt roligt og smertefrit under operationen, men sån skulle det ikke vise sig at gå.

Allerede under rygmarvsbedøvelsen, der kan jeg godt mærke jeg bliver en smule utilpas. Jeg sidder på briksen, eller hvad man kalder det, foroverbøjet, så jeg falder sammen ind over min gravide mave. Naturligt nok gør det at man måske ikke får luften helt ned i maven og jeg bliver utilpas. Dette giver jeg hurtigt udtryk for til den anestesilæge, der netop er gået i gang med at bedøve, men det volder hende en del problemer og hun vælger egentlig bare at ignorere hvad jeg siger og siger at jeg lige må tage den med ro. Jon sidder foran mig og holder mig i hånden og prøver at berolige mig, mens jeg prøver at få ro på. Med skidt mener jeg svimmel og kvalme.

Der er en studerende med på sidelinjen og derfor tager det ekstra tid og de gør mig rigtig utryg. Jeg sidder stadig foroverbøjet og prøver at bevare roen og trække vejret helt ned i maven, men det bliver kun værre og jeg ender med endnu engang at sige jeg har det skidt og denne gang høre jordmoderen det også o prøver at berolige mig, men jeg når til det punkt hvor jeg kan mærke, at hvis jeg ikke kommer ned at ligge, så besvimer jeg. Det tænker jeg ikke vil være sån super smart og bliver faktisk rigtig bange. De når lige at få lagt mig ned, hvorefter jeg kan mærke alt blod i hovedet forsvinder og jeg bliver rigtig skidt.

Så er det normalt her, man får det godt igen, efter lidt tid, men sån går det ikke. jeg får det værre og min puls dykker meget hurtigt, på meget kort tid og jeg føler det nærmest som en ud af kroppen oplevelse, hvis jeg skal beskrive det bedst muligt. Jeg fornemmer hurtigt at noget er helt galt og bliver på det tidspunkt rigtig bange og pludselig. Jeg kan bare mærke mit hjerte pumper, men i slowmotion, som om jeg ikke helt er til stede. Alt imens der kommer flere læger til studen og en anden anestesilæge tager meget hurigt over og de begynder at giver mig forskellige ting i droppet, for at stabilisere og det ender med et adrenalinvirkende middel efter flere forgæves forsøg med anden medicin.

det gør at jeg får en voldsom smerte i hoved og nakke. Det gør så vanvittigt ondt at tårerne bare triller ned af kinderne på mig, alt imens den ene læge taler til mig og forklare det nok skal blive bedre og at det er normale bivirkninger til det de nu har givet mig.. Jeg har svært ved at vurdere hvor lang tid der egentlig går før smerten aftager lidt, men de vælger at give mig morfin oveni hatten. Alt dette sker inden kejsersnittet overhovedet er påbegyndt og jeg må bare accepterer smerter i hoved og nakke, samt en morfindøsighed. Ikke lige drømmescenariet inden en operation og fordi jeg vare så påvirket, både psykisk og fysisk, så var det ikke muligt for mig at få hud til hud kejsersnit, som ellers var noget af det jeg virkelig havde set frem til, i steden for måtte Molly direkte over til Jon, mens jeg koncentrerede mig om at bevare roen og holde smerterne ud. Heldigvis forløber selve kejsersnit operationen præcis som planlagt og Molly kommer til verden med et skrig og alt er normalt.

Efterfølgende er jeg ret påvirket af situationen og meget træt, som virke af morfinen og den der glædesrus som mange oplever, når man bliver forældre misser jeg lidt, da det heler har været så kaotisk og det var langt fra hvad jeg havde forestillet mig. Heldigvis kommer der lidt ro på efter et par timer, da vi kommer op på stuen. Når man får kejsersnit, så skal bedøvelsen aftage så meget, at man igen kan bevæge sine ben, inden man kommer på sengeafsnittet.

Hele episoden virker så uvirkelig her et år efter og heldigvis kom jeg mig fint efter kejsersnittet, så kan man så diskuterer, hvorvidt arret er blevet pænt her anden gang, men det er heldigvis kun rent kosmetisk jeg må acceptere det. Måske der er hælp at få på sigt, for det er noget der påvirker mig og min forfængelighed. Der er blevet hevet en smule for meget i den ene side, så der kommer en sammentrækning og ikke bare på den der jeg har lige lidt ekstra mavefedt, nej den trækker det ligesom ind. Når men det er vist en helt anden snak og det kræver vist et helt indlæg, hvis jeg skal til at fortælle om min krop før og efter fødslen 😛

Jeg ved ikke hvad der er med mig og hospitaler, men det ender aldrig med at være en rigtig god oplevelse. Begge gange har der været “problemer”. Første gang, altså da Vigga kom til verden, var det selve “opholdet” på barselsgangen der var meget traumatisk. I kan faktisk læse min oplevelse HER. Første gang var der dog ikke en finger at sætte på selve operationen, det var virkelig en behagelig og rolig oplevelse, med et meget professionelt team bag.

Anden gang var det lidt den modsatte oplevelse. Der var det selve operationen der var det rene mareridt, men opholdet i sig selv var ok. Som andengangs fødende er man mere eller mindre overladt til sig selv og det forventes at der er en til at hjælpe “far” i dette tilfælde, for de har simpelthen ikke ressourcer til at hjælpe en masse. Men alt i alt var det ok på barselsgangen, måske også fordi jeg ikke havde de store forventninger, efter den første oplevelse, så det at de ikke var til stede, var vel bare sån det var. Vi var meget hurtigt hjemme både første og anden gang, da  jeg ikke så nogen grund til at blive, når man i bund og grund er overladt til sig selv, så er det meget mere behageligt at være i hjemmelige oplevelser og så var der et stort savn til, at komme hjem til Vigga anden gang.

Nu har jeg delt begge mine kejsersnitoplevelser og det gør mig lidt trist til mode at de ikke er mere “lyserøde” og jeg tænker tit på alle de fødende kvinder der i fremtiden skal igennem samme trummerum, hverend det er kejsersnit eller normal fødsel. Det er en rigtig kedelig retning vores velfærdssamfund har taget og jeg håber inderligt for fremtidens fødende kvinder og ikke mindst personalet, som i langt de fleste tilfælde arbejder under meget utilstrækkelige vilkår, at der er lys forude og at det er et emne der vil komme mere fokus på, hvilket der allerede er, heldigvis, men der er langt fra tanke til handling.

Sån som det ser ud i dag på landets fødegange og med hele overnævnte problematik i baghovedet, så er jeg virkelig glad for jeg ikke skal have flere børn, men som mor til to piger kan jeg da godt være lidt betænkelig for fremtiden, for hvem ved hvordan det hele ser ud, den dag en af mine piger måske selv skal føde. Ja det kan vi kun gisne om og lad os håbe det går i en positiv retning.

I er altid velkommen til at dele jeres erfaringer, meninger, holdninger eller hvad der lige falder jer ind:)

– God weekend –

Følg med på Facebook og Instagram

Facebookinstagram

Du vil måske også kunne lide

2 Kommentarer

  • Reply
    Sara
    december 12, 2015 at 9:12 pm

    Kære Camilla – tak fordi du deler din oplevelse – måske kan det gøre dig mindre trist hvis du tænker på, at du – ved at dele din historie – måske virkelig hjælper andre kommende fødende til at være opmærksomme på at “råbe op” og gøre opmærksom på sig selv, hvad enten det er almindelig fødsel eller fødsel ved kejsersnit? Jeg har selv født to gange – en gang på Skejby, og anden gang valgte jeg at føde hjemme. Beslutningen om det sidste, traf jeg fordi jeg – måske som dig – ikke føler mig hverken tryg eller sikker på hospitaler. Første gang var sådan set en fin fødsel, men jeg havde alligevel en følelse af at alt initiativ og selvbestemmelse blev fjernet (muligvis selvforskyldt) fra mig da jeg trådte ind på fødegangen – der er så mange procedurer og ting man “plejer” at gøre – og som sikkert skal gøres for at få “flowet” og ressourcerne til at spille optimalt derinde. Mange har spurgt mig hvordan jeg dog turde tage sådan en beslutning, men ærlig talt – når valget står mellem en travl fødegang med mange skiftende jordemødre og læger, instrumenter og apparater – og så en jordemoder som dels har fulgt mig gennem graviditeten, og dels er hos mig gennem hele fødslen og 4 timer efter fødslen – så følte jeg faktisk at beslutningen gav sig selv. Når jeg læser din historie, bliver jeg lidt trist- for der er jo ikke nogen som har lyttet til dig – og sådan tror jeg desværre tit det er efterhånden. Jeg kender dig ikke – men min fornemmelse er at du – som jeg selv – er lidt autoritetstro, og ikke har det specielt godt med at “råbe op” og “være til besvær” – og det er svært at få plads til at få sine behov opfyldt på en fødegang/operstionsstue, hvis man er den type… Men jeg tror altid på at der er en mening med alt der sker – måske det er meningen at du skal hjælpe andre, via din historie? Uanset hvad, så bliver jeg alligevel altid glad, når jeg hører en historie som tydeligvis er ægte og oprigtig – og jeg ønsker og håber, at du en dag kan tænke tilbage på mollys fødsel og være både stolt og glad – for det fortjener du

    • Reply
      blonde toner
      december 13, 2015 at 8:30 pm

      Tusin tak for din søde besked, den gjorder mig oprigtig glad. Det er sån en god måde at tænke på og jeg vil uden tvivl ønske at der sidder nogen på den anden side af skærmen, der tør at råbe op hvis en lignende situation opstår. For du har helt ret, jeg er ikke typen der råber op sån uden videre, men jeg ville ønske jeg havde gjort det langt før.. man kan altid være bagklog. Jeg kan sagtens sætte mig i dit sted og jeg tror selv jeg ville hav evalgt samme løsning hvis der var tale om en fødsel frem for kejsersnit.

      Tak fordi du deler din historie og tak for din besked, det gør at jeg ser tingene på en lidt anden måde.

    Skriv kommentar