"En uventet drejning" - Blondetoner
Hverdagsglimt Mor og barn

“En uventet drejning”

fødsel

Det der med, at have kendt til datoen for det planlagte kejsersnit siden i sommers, har fra starten af været en smule surrealistisk og svært at forholde sig til – også selvom det er anden gang jeg oplever det. Pludselig bliver det meget kontrolleret og planlagt, hvilket en almindelig fødsel som regel ikke er. Samtidig må jeg sige, at det har det været rart at kende datoen, specielt hvis man er lidt af en kontrolfreak, som jeg er i visse tilfælde. Hvis ikke det havde været planlagt kejsersnit, er jeg sikker på prinsessen stadig havde ligget trygt og godt inde i mors mave og formentlig først havde kigget frem mellem jul og nytår:) Vi er nu meget glade for hun allerede er kommet til verden, så vi alle fire kan nyde julen og vende os til det at være en lille familie på fire.

Til dem af jer der ikke kender grunden til, at det blev planlagt kejsersnit, så kan i læse om det i et af mine tidligere indlæg “sandheden om det planlagte kejsersnit”.

Men for at komme tilbage til det det drejer sig om, nemlig det planlagte kejsersnit.. Så har vi jo vidst at d. 10.12.14 ville lillesøster melde sin ankomst – en uge inden oprindelig terminsdato der var sat til den. 17.12.14, forudsat at hun ikke valgte at komme før tid:). den 10.12.14 er datoen vi har gået og ventet på og har kunne tælle ned til. Dagene op til PKS er fyldt med spænding, angst, glæde, ja jeg tror jeg kom hele følelsesregistret igennem disse dage – der kommer det hele meget tæt på og tankerne køre rundt i knolden – specielt aftenen inden, der vidste jeg at om ca. 12 timer så ville jeg blive mor for anden gang, hvis ellers alt gik som planlagt.

Denne gang var det dog en smule mere kaotisk, end med Vigga. Vi havde fået besked på at ringe dagen inden, altså d. 09.12.14 for at få det præcise tidspunkt af vide. Jeg ringer derfor ind tirsdag morgen og får af vide, at vi er de første den efterfølgende dag og vi skal møde kl. 07 på hospitalet. Der bliver jeg for alvor stresset, for når man er de første, så skal man allerede ind på hospitalet for at snakke med narkoselæge dagen inden. Så afsted med med mig på hospitalet, hvor jeg fik en ganske kort snak med en narkoselæge og gennemgang af forløbet.

Eftersom vi havde fået den første tid, blev vi nødt til at aflevere Vigga selv samme aften, da vi ikke kunne nå ud med hende om morgenen. Pludselig skulle jeg altså undvære min lille guldklump en nat mere, hvilket jeg havde virkelig svært ved at acceptere – en enkelt overnatning var for mig, mere end rigeligt. Det måtte bare være sån og vi fik afleveret Vigga i gode hænder – jeg tudede selvfølgelig hele vejen hjem – tror alle mine hormoner spillede mig et puds og jeg følte virkelig at jeg svigtede hende, selvom jeg inderst inde godt ved det slet ikke holder stik.

Så blev det dagen vi havde ventet på 10.12.14 – dagen hvor vores lille trekløver ville blive til en firkløver og dagen hvor jeg kunne kalde mig selv for pseudotvillingemor. Vi var selvfølgelig oppe før fanden fik sko på, for at møde ind kl. 07.00 på hospitalet. I bilen på vej på derud, kunne jeg for alvor mærke hvordan nervøsiteten ramte mig og nu var der ligesom ingen vej tilbage. Vi blev mødt af en sygeplejerske, der lige fortalte kort om, hvordan det hele ville forløbe – både manden og jeg fik udleveret et sæt tøj vi iførte os. Efterfølgende blev vi sendt ned på operationsgangen, hvor vi pænt måtte side og vente 20 min før end vi blev kaldt ind – det føltes som en evighed, når man sidder der og venter og tankerne flyver rundt i hovedet.

Så er det så her det hele tager en lidt “uventet drejning” – Vi kommer ind på operationsstuen og bliver mødt af det “lægehold” der nu skal gennemføre det planlagte kejsersnit. Allerede der kan det hele godt virke lidt skræmmende, da der er rigtig mange mennesker til stede og man bliver spurgt om en masse, samtidig med man skal forholde sig til en del information. Som person har jeg meget let ved at blive påvirket i stressede situationer og jeg kan hurtig føle mig utilpas. Da jeg sidder på briksen, hvor narkoselægen gør klar til at lægge bedøvelsen, får jeg det virkelig skidt og det giver jeg udtryk for op til flere gange, men der går alligevel en del tid, før end jeg får lov at komme ned og ligge. Da jeg endelig kommer ned og ligge, bliver jeg for alvor skidt og min puls falder meget hurtigt – helt ned på 28, hvilket er ret lavt, man siger vidst at en normal hvilepuls skal ligge mellem 50-100 slag pr. minut, så det er altså ret lavt. Meget hurtigt begynder de at give mig forskellige medicinpræperater, der skal få stabiliseret min puls – et adrenalin-lignende præparat gør dog, at jeg får voldsomme smerte i hovedet og nakken, så meget at tårerne begynder at trille ned af kinderne på mig og jeg bliver rigtig utryg ved hele situationen.

Da min puls igen er tilbage på et passende niveau, kan de foretage kejsersnittet som planlagt. Selve kejsersnittet går som det skal, men jeg har stadig voldsomme smerte, som følge af den medicin de har givet og de er nødsagte til at give mig en del smertestillende, der gør mig enormt døsig. Da Molly kommer til verden 08.38 kommer hun DESVÆRRE ikke op til mig som ønsket, men i stedet hen til farmand, da jeg simpelthen har det for skidt til at kunne tage imod hende. Til andre der skal have foretaget planlagt kejsersnit, så kan det anbefales, at sige ja tak til hud-mod-hud kejsersnit – det er vidst efterhånden indført på de fleste sygehuse. Jeg oplevede det selv på Rigshospitalet sidste år med Vigga, da det var et forholdsvis nyt tiltag. Det er fantastisk at få dem op med det samme, på den måde bliver mor og barn forenet med det sammen, som ved en normal fødsel, forudsat at der selvfølgelig ikke er komplikationer, som i mit tilfælde her anden gang.

Trods den meget ubehagelige start, endte det hele jo alligevel godt, så det var alle anstrengelserne værd. Vi kom på opvågning og lå der nogle timer, hvorefter vi blev overført til barselsafsnittet. Dagen efter blev vi udskrevet ved middagstid, efter eget ønske. Normalt er man der to overnatninger, men da jeg egentlig følte mig OK og var kommet forholdsvis hurtigt på benene, så valgte vi at tage hjem – og så kunne jeg simpelhen ikke undvære Vigga længere.

Nu skal min krop bare have tid til at komme sig igen. Jeg glæder mig virkelig til at komme lidt i gang igen, da det har taget hårdt på min krop at være gravid to år i træk og så med to kejsersnit. Min krop trænger til fred og ro og jeg glæder mig til, at have den for mig selv. Det er  uden tvivl er det hele værd, når man sidder med sine små guldklumper i armene, men jeg er og bliver bare ikke fan af at være gravid. Faktisk er jeg ret sikker på jeg ikke skal have flere børn og der er manden heldigvis ret enig, men man skal jo aldrig sige aldrig;)

Ja det var så min lille “Fødselsberetning” om det planlagte kejsersnit. I skal være velkommen til at smide en kommentar eller stille spørgsmål, så skal jeg prøve at besvare dem så godt jeg kan.

Husk i kan følge bloggen på BLOGLOVIN, det vil kun gøre mig glad

Følg med på Facebook og Instagram

Facebookinstagram

Du vil måske også kunne lide

6 Kommentarer

  • Reply
    Corinna
    december 20, 2014 at 8:44 pm

    Fantastisk beretning og dejligt det endte godt for jer begge, trods lidt komplikationer – men det kan ske ;/

    • Reply
      blonde toner
      december 20, 2014 at 9:04 pm

      Ja vi kom heldigvis over på den anden side 🙂

  • Reply
    Sandra
    december 20, 2014 at 9:08 pm

    Tillykke med hende! Dejlig beretning – og fantastisk, at det hele endte godt

    • Reply
      blonde toner
      december 20, 2014 at 9:51 pm

      Tusind tak:) dejligt du læser med

  • Reply
    Marie Louise
    december 20, 2014 at 11:11 pm

    Først og fremmest, kæmpe stort tillykke!
    Dernæst åh hvor jeg ved hvordan du har det, og jeg sidder helt og får en klump i maven. For med en kompliceret fødsel i baggagen, forstår jeg dig. For med en mor med aaaaaalt for højt blodtryk, og en datter der var skindød – så gik vi også glip af det første ordentlige møde. Og øv hvor er det svært at acceptere! Mit bedste råd til dig: sig ja tak til efterfødselssamtalen.. Jeg har fortrudt mange gange jeg ikke tog imod den!
    Til slut rigtig glædelig jul til dig og din famile 🙂

    • Reply
      blonde toner
      december 21, 2014 at 12:01 am

      Tusind tak for dir indlæg 🙂 puha for en omgang i også har været igennem – det lyder noget mere dramatisk og vildt end det vi var igennem .. Men man skal aldrig tvivle på at det er godt at få sm
      Nakket tingene igennem, så ja det lyder som et godt råd:) håber i alle er ok den dag i dag, trods en kaotisk starr på livet:)

    Skriv kommentar