En mors bekendelser #5 - Blondetoner
Hverdagsglimt

En mors bekendelser #5

Jeg sidder lige og dvæler lidt ved et par billede fra gemmerne. Oftest er det billeder af pigerne eller Jon og pigerne, så når jeg finder billeder af mig og dem, så er det en sjældenhed. På vores feriebilleder, der tror man ikke jeg har været med, for jeg er ikke på billederne, medmindre jeg beordre manden til at tage et billede, mon ikke der er flere der kender til det scenarie.

Billederne er fra april 2015, så det er ved at være lidt tid siden. Nu kommer den nok mest brugte sætning som forældre bruger og totalt kliché, men tiden flyver afsted. Tænk så små de var på billedet der. Vigga er endda yngre end Molly er nu, det er ikke til at forstå. Jeg elsker at finde billeder fra gemmerne og jeg kan bruge timer på at kigge gamle billeder. Tiden hvor vi boede fire mennesker i en lille lejlighed i Nordvest, den tid er heldigvis forbi nu, selvom det nu var hyggeligt nok, så længe det varede. Pladsen var trang og vi havde brug for luft under vingerne.

Jeg ville lyve, hvis ikke jeg sagde jeg bliver en smule skruk, når jeg ser lille baby Molly på billedet. Der er noget særligt over sådan en lille bebs, men igen så er jeg helt afklaret med at vi ikke skal have flere. Jeg er så godt tilfreds med de to tøser vi har og de holder mig fuld beskæftiget og mere til og jeg nyder den udvikling der er og den alder de har fået:) Det har været et par hårde år, mens de begge var helt små og man skal ikke kimse af at få børn med så kort tidsinterval. Det er benhårdt og kræver i den grad at man som forældre står sammen og det der med tosomhed og kærestetid var der ikke meget af, men til gengæld er det godt givet ud på den lange bane, fordi de bliver hinadens bedste venner og altid har en ved sin side. Jeg fortryder ikke et splitsekund at vi har fået dem så tæt på hinanden, men var jeg ikke blevet gravid med Molly på det tidspunkt uden at være klar over det, så havde vi formentlig ventet lidt.

Tænk engang at stå med en positiv graviditetstest, når man sidder med sin 4 måneder gamle baby, der lider af kolik, hvor søvn er en by i Rusland og ikke vide hvornår gråden stopper. Utroligt nok snakkede vi på intet tidspunkt om at få en abort. Selvfølgelig skulle vi bare have en to’er. Jeg beundre lidt vores mod den gang og jeg ved også familie og venner har haft deres betænkeligheder. For det var et hårdt første år med Vigga, der brugte de fleste af sine vågne timer på at græde, formentlig fordi hun havde ondt i maven og følelsen af at være magtesløs rammer en med 180 i timen. Du kan intet gøre, andet end at holde fast i håbet om, at det bliver bedre med tiden. Dem der har haft et kolik barn, er helt med på hvad jeg snakker om. Jeg kan jo kun sige at det heldigvis blev bedre og siden hen har hun haft et godt sovehjerte, så vi har vel fået lidt tilbage på den front:)  Hvis der skulle side nogen der ude med et kolikbarn, så fat mod, det skal nok blive bedre. Det er hamrende hårdt når man sidder midt i det, men man kommer over på den anden side. Det er ikke meget trøst når man sidder midt i det, men det bliver bedre. En ting er sikkert, man glemmer hvor hårdt det var, når først man er over på den anden side.

Det var lige lidt tanker herfra, denne stille onsdag aften og en overspringshandling fra min præsentation til eksamen, som jeg burde få lavet færdig. Jeg bliver helt nervøs ved tanken:)

Følg med på Facebook og Instagram

Facebookinstagram

Du vil måske også kunne lide

1 kommentar

  • Reply
    Når man føler sig udfordret - Blondetoner
    marts 1, 2017 at 9:19 pm

    […] LÆS OGSÅ ” En mors bekendelser” […]

  • Skriv kommentar