En mors bekendelser #2 - Blondetoner
Hverdagsglimt

En mors bekendelser #2

image

Så kom vi godt ind i det nye år, med alle lemmer i behold. Som rigtig mange andre bliver jeg en smule sentimental, når vi nærmer os årets sidste timer. Det giver mulighed for at tænke tilbage, tilbage på året der gik, på de mennesker man har mødt, så vel nye, som gamle bekendtskaber og de ting der sket gennem året bliver lige vendt og drejet en omgang.

En ting er sikkert, jeg kommer altid til at tænke på de personer jeg mangler i mit liv, dem jeg savner – min mor pg min morfar. Jeg tænker selvfølgelig på dem hele året, men særligt i december og ved årets udgang, det er jo familiernes tid og derfor er det vel naturligt at savne dem mere ved højtider og familiefester. Jeg er ikke bange for at sige højt, at jeg savner dem og ønsker dem i tilbage i mit liv. Ønsket om at dele oplevelser med dem og mest af alt ønsket om at de skulle opleve mine børn vokse op. Livet går videre selvom man mister, men de vil altid være savnet og netop savnet, det forsvinder aldrig, men med tiden lære man at leve med det og vende det til noget “positivt”.

Jeg tænker tit på alle de ting jeg har fået med mig i livet, den person jeg er blevet til og de værdier jeg har. Meget af det kommer fra dem og jeg håber jeg giver det videre til mine piger. Engang imellem kommer frygten snigende, den der ubehagelige følelses, hvor jeg bliver bange for at “glemme” dem og de oplvelser vi har haft sammen.

Selvfølgelig glemmer man ikke personer man elsker, men minder faider med tiden og nogle bliver glemt, så på den måde kan det godt føles som om noget af en forsvinder med tiden. Der er ikke andre der husker de oplevelser, kun mig. Det er ligesom en bestemt sang min mor altid sang for mig, da jeg var lille og den sang synger jeg hver aften for pigerne, men jeg har aldrig hørt andre synge den og jeg aner ikke hvor den kommer fra. Tænk hvis jeg glemte den, så er der jo ingen til at minde mig om den. Man skal selvfølgelig ikke gå rundt i frygt, det er livet ganske enkelt for kort til og jeg prøver at huske mest muligt og videregive alt det jeg kan og fortælle så meget som muligt om dem, selvom pigerne aldrig nåede at møde nogen af dem.

Der er ting jeg aldrig nåede at få svar på, som vil blive i det uvisse og det nager mig, specielt nu hvor jeg selv er blevet mor, så er der tonsvis af spørgsmål der dukker op og mangel på gode råd. Der er sikkert mange der oplever den samme frustration og afmagt som jeg og det er okay, for det er hårdt at miste, så længe det ikke tager overhånd pg med tiden læges alle sorg og savnet lære man at leve med.

Med det sagt så vil jeg sende dem begge en kærlig tanke og glæde mig over det jeg har opnået og den familie jeg selv har været med til at skabe. Det har altid været vigtigt for mig at skabe en familie, videregive noget af mig selv og se mine børn blive store. Jeg håber for alt i verden at jeg kan opleve mine piger vokse op, se dem blive voksne, lære af sine fejl, hjælpe dem når de har brug for det og altid være der for dem. En ting er sikkert og vist jeg nyder at være nogens mor, den lykkefølelse kan ikke beskrives og det er uden tvivl det vigtigste for mig.

Jeg forstår ikke nogen mennekser bevidst fravælger at få børn og i det hele taget fravælger familielivet bevidst. Men det er selvfølgelig deres valg og de har sikkert deres grunde. Samtidig får jeg så ondt af de mennesker der sidder helt alene, hver eneste dag, måske ikke noget de slev har ønsket, men det er sån det er endt og jeg kan ikke lade være med at få en klump i maven, når man år efter år høre om et stigende antal mennesker der føler sig ensomme og ikke har familie omkring sig. Igen, så kan der være mange grunde hertil og det er svært at generalisere på det punkt. Jeg synes bare det er så trist, at så mange mennekser rent faktisk føler sån.

Der var lidt en blandet omgang og jeg håber ikke det blev for roddet, men det var blot hvad jeg havde på hjertet denne lørdag aften. I er som altid velkommen til at dele jeres meninger, holdninger og historier..

God lørdag

Følg med på Facebook og Instagram

Facebookinstagram

Du vil måske også kunne lide

2 Kommentarer

  • Reply
    Louise
    januar 2, 2016 at 10:58 pm

    Hvor er det godt skrevet!
    Jeg har selv mistet min elskede mormor i en ung alder, og er allerede trist over at mine kommende børn ikke skal opleve den fantastiske person hun var, samtidig med at jeg også er ked at jeg er begyndt at glemme nogle ting om hende.
    Øv hvor er det trist at man skal miste dem man elsker :139:

    • Reply
      blonde toner
      januar 4, 2016 at 12:47 pm

      Ja desværre er der nogen ting her livet man ikke er herre over og sygdom er en af dem, men det gør ondt at miste. Vi må bare så godt vi kan huske på at vi gør det så godt som vi kan og huske så meget som muligt. Tanker til dig

    Skriv kommentar