Ar på sjælen - Blondetoner
Hverdagsglimt

Ar på sjælen

ar-på-sjælen

Som i har kunne læse i tidligere indlæg her og her, så har tiden været lidt presset med eksamensræs, sommerhussalg og en helt masse meget voksne beslutninger. I morgen aflevere jeg anden del af min eksamen for så, at skulle til mundtlig eksamen på mandag. Det bliver så dejligt, når det hele er overstået og som jeg skrev i indlægget her venter noget godt forude, så det er lige til at holde ud..

Trods en masse stress over eksamen, så fyldes mit hoved disse dage med både gode og mindre gode minder fra en tid, som ikke er længere er. Specielt i dag er en dag som jeg faktisk helst ville være foruden, for præcis 3 år siden i dag tabte min mor kampen mod kræft og det sidder stadig så dybt i mig og alle tankerne vælter frem jo tættere på hendes dødsdag vi er kommet og i dag er det så 3 år siden. Jeg startede morgenen ud med at tudbrøle for mig selv, efter at have afleveret pigerne i vuggestuen, mest af alt fordi jeg slet ikke føler tabet og savnet er blevet mindre.

Dagen i dag minder mig i den grad om, hvor skrøbeligt livet er og hvordan sygdom kan være ondsindet og ændre hele ens liv, fra det ene øjeblik til det andet. Den minder mig om hvordan min verden, for præcis 3 år siden ramlede fuldstændig, det er svært at forklare, men dem der har været igennem det, forstår hvad jeg mener. Jeg skrev et par indlæg gennem tiden om det at miste en forældre og om det at savne. Det er noget der fylder meget og noget ingen børn bør opleve så tidligt.

Endnu et år er gået – det bliver ikke lettere

Nu er endnu et år gået uden min mor ved min side, men intet har ændret sig, det er ikke blevet lettere, der er bare gået et år mere. Hun er stadig den første jeg tænker på når store begivenheder finder sted, ved jul og fødselsdage, når jeg har været til en eksamen eller når jeg blot har lyst til at sludre. Hun var det menneske der kendte mig allerbedst og hun var der altid for mig både på de gode og mindre gode dage. Jeg har altid haft et meget tæt bånd til min mor, måske også fordi min far ikke rigtig har været der, eller man kan vel sige han kun har været der i perioder og på hans præmisser. Derfor var min mor der altid 120%, for jeg skulle ikke mangle noget, bare fordi jeg var skilsmisse barn.

Selvfølgelig er der også sket mange gode ting de sidste par år og jeg er i den grad blevet voksen og blevet den kvinde som jeg ved min mor ville have været stolt af. Jeg er blevet beriget med to skønne piger og de er, sammen med Jon mit holdepunkt, min klippe, der hvor jeg søger hen når alt er allermest sort. De er udentvivl de personer der betyder allermest for mig og sådan en dag som i dag, der bliver jeg bare mindet ekstra meget om, hvor vigtigt det er at leve livet og elske de mennekser der betyder noget.

Dagen minder mig også om, hvor stærk en kvinde min mor var. For fanden,  hun var udentvivl den sejeste kvinde jeg har kendt og udentvivl en kæmpe inspiration. Den tilgang hun havde til livet og den kampgejst til det sidste, den var beundringsværdig. Jeg har aldrig rigtig troet på det med at have et forbillede, men det ændrede sig, da min mor gik bort. Den gang lovede jeg mig selv, at jeg ville bibeholde så meget af hende og de værdier hun havde, i mig selv og videregive det til mine børn.

Jeg har stadig svært ved at se lyst på det fact, at hun ikke er her længere, ikke oplevede at blive mormor og ikke oplevede at se mig blive “voksen”. Men jeg har lært at leve med det og prøver at mindes hende for alt det gode og prøver som sagt at vidergive en masse af de gode værdier, som jeg har fået gennem min barndom, takket være hende.

Ar på sjælen – hvad gør man?

Men hvad gør man, når korthuset vælter og man mest af alt har brug for en voksen, en kvinde, en mor i sit liv, de dage er der mange af og de dage bliver ikke lettere, tværtimod. Det giver ar på sjælen, ar som altid vil være der, men forhåbenligt blive pænere med tiden, eller også lære man forhåbenligt at acceptere dem.

Del endelig jeres tanker og meninger eller personlige historier, hvis det er noget i føler for.


Læs forrige indlæg HER

Følg med på Facebook og Instagram

Facebookinstagram

Du vil måske også kunne lide

4 Kommentarer

  • Reply
    Lise
    maj 24, 2016 at 7:57 pm

    Jeg føler virkelig med dig. Kræft er den mest uhyggelige sygdom og har desværre sat sine spor i alt for mange familier.
    Jeg mistede selv min far i starten af året og har det stadig elendigt. I vores tilfælde var det meget pludselig galopperende kræft og vi nåede derfor ikke at have det inde på livet så længe før min far mistede kampen. Ud over at savnet for mig er kæmpe stort og det er det første jeg tænker på når jeg slår øjnene op og det sidste inden jeg falder i søvn, så er frygten for selv at blive syg også kæmpe stor. Bare tanken om at vores datter skulle udsættes for det vi selv gennemlever nu.
    Jeg håber at du fortsat vil finde styrke i din mand og dine døtre og der snarest vil findes en kur mod det djævelskab.

    • Reply
      Camilla
      maj 25, 2016 at 1:26 pm

      Dt gør mig ondt at høre også jeres familie har været ramt, men som du skriver er der desværre alt for man familier der rammes og ligesom du, så kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, hvad nu hvis jeg selv bliver ramt eller min mand. jeg bliver helt syg ved tanken, men igen så nytter det ikke vi lever vores liv i frygt, så vi må få det bedste ud af livet og nyde det så længe vi har det.. det lyder totalt cliché, men ikke destro mindre så er det sandt..

      rigtig dejlig dag til dig og tak fordi du deler dine tanker på bloggen.. en masse tanker til dig og din familie..

  • Reply
    Petitflora
    maj 25, 2016 at 3:47 pm

    Puuha sikke en omgang du har været igennem.
    Håber det allerbedste for dig i fremtiden ♥

    • Reply
      Camilla
      maj 25, 2016 at 11:22 pm

      Tak. Ja nogle ting er hårde her i livet, men styrker os til at blive endnu stærkere.. God aften

    Skriv kommentar