Søndagstanker og alene på matriklen - Blondetoner
Hverdagsglimt

Søndagstanker og alene på matriklen

Weekenden har været god ved os. Lige et lille break fra hverdagens stres og mange gøremål. Vasketøjet har fået lov at flyde og støvsugeren har stået stille hen. Det hele med god samvittighed, for blot at nyde to dage med hygge, bagning og intet planlagt. Det er balsam for sjælen og som jeg skrev i indlægget her, så er weekenderne endnu mere dyrebare nu, hvor hverdagen byder på fuldtidsjob. Jeg sætter så stor pris på, at jeg ikke har et job der også kræver min opmærksomhed i weekenden. 

Denne weekend har været lidt anderledes og det kommer også til at gælde de næste par dage, for jeg er alene på matriklen. Jon stod op kl. 03 i nat og drog mod lufthavnen, hvor turen gik til Østrig på skiferie. Så de næste fire dage må vi undvære ham og det er lidt underligt, når man er vant til at han er hjemme. Jeg er dog meget tilhænger af, at der skal være plads til den slags, så jeg håber bare han får en god tur. Ikke sagt, at vi ikke kommer til at savne ham, for det gør vi. Der har dog været lidt mere planlægning i det, når man har børn, så heldigvis har vi nogle gode personer omkring os, der kan give en hånd med. Så det er super dejligt, for ellers havde det ikke kunne lade sig gøre, i forhold til mine mødetider på job. 

Selvom det kun er fire dage han er væk, så er det mærkeligt han ikke er her og en smule tomt her til aften. Det er nok mest tanken om, at jeg ved han er i et andet land og ikke kommer hjem de næste par dage, for vi er jo ofte ude hver for sig, eller ikke lige hjemme en aften sammen. Men når man så ved den modsatte part er væk i flere dage, så er det en anden følelse og et andet savn. Men det er også sundt at savne, så er gensynsglæden stor:) Jeg tror også der ligger lidt barndomsminder i det, med for mange afskedsscenarier i lufthavnen. Min far rejste jo meget og i lange perioder, nogle gange op til et år, så jeg har ekstra svært ved at sige farvel til personer jeg holder af, fordi jeg den gang aldrig vidste hvornår han kom hjem igen. Det er bare noget der ligger i mig og der har man jo mange lig i lasten, der præger en på den ene, eller anden måde. Det er måske lidt fjollet, for jeg ved godt det ikke kan sammenlignes med en skitur, men alligevel ligger der bare noget dybt i mig, som bliver vækket lidt til live.

Dagen i dag er gået med at have besøg af gode venner. Så vi har hygget og holdt søndag med boller, frugt og havregrynskugler. I den grad også på børnenes præmisser. Den opskrift kan i forresten få fingrene i her. De bedste havregrynskugler, hvis du spørger mig.. 

Weekenden er som altid fløjet afsted og i morgen starter en ny uge, hvor der bliver nok at se til. Til dem af jer der ikke har set det, så kan i spare 20% på sko til hele familien ved at benytte rabatkoden i indlægget her. I kan lige nå det inden den udløber i aften..

God aften 

Sendt fra min iPhone

Følg med på Facebook og Instagram

Facebookinstagram

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar